Du er her: Forside Nyheder Vi staver og udtaler på engelsk, men bøjer på dansk

 

Vi staver og udtaler på engelsk, men bøjer på dansk

Danskerne staver og udtaler engelske låneord på engelsk, men vi bøjer i høj grad de engelske lån efter dansk mønster.

07/12 2007

Danskerne staver og udtaler engelske låneord på engelsk, men vi bøjer i høj grad de engelske lån efter dansk mønster.

Dansk Sprognævn har undersøgt hvordan danskerne staver, udtaler og bøjer engelske låneord, og resultaterne afsløres i dag i Nyt fra Sprognævnet 2007/4. Undersøgelsen er en del af det fællesnordiske projekt Moderne importord i Norden.

Engelsk stavning og udtale

Den skriftsproglige del af undersøgelsen viser at kun 7 % af de engelske låneord bliver tilpasset dansk, fx skriver danskerne kult i stedet for cult. Resten af undersøgelsens lån var ikke tilpasset dansk ortografi.

I den talesproglige del af undersøgelsen viste det sig at danskerne i vid udstrækning udtaler de engelske låneord med (tilnærmet) engelsk udtale, fx udtales walkman med engelsk w, rap med engelsk r og jetlag med engelsk dj-lyd.

Dansk bøjning

Både i skriftsproget og i talesproget viste undersøgelsen at de engelske lån er tilpasset dansk i bøjningerne. Dvs. at substantiver (navneord) fx ofte får et -ere på i flertal i stedet for det engelske -s. Fx foretrækkes managere i stedet for managers.

Læs denne artikel, andre artikler, bogomtaler og svar på sprogelige spørgsmål i Nyt fra Sprognævnet 2007/4.