Store planer for sprogarbejdet i DR
DR har lagt en plan for større fokus på sproget. Dels vil man uddanne medarbejderne bedre, og dels vil man debattere sprog med lyttere og seere.
I DR’s sprogplaner er der bebudet ansættelse af en sprogkonsulent, sprogkurser for nye medarbejdere og systematisk sproglig efterkritik på redaktionerne.
Over for seere og lyttere vil man informere om sprogarbejdet, åbne et debatforum om det danske sprog og videreudvikle de eksisterende udsendelser om sproglige emner.
Sprogforskere og politikere vil blive inddraget i forbindelse med et symposium om DR’s rolle i sprogets udvikling. Både medarbejdere, seere og lyttere vil blive inviteret.

