Du er her: Forside Nyheder Sprogprisen.dk uddeler sprogroser til godt sproghåndværk

 

Sprogprisen.dk uddeler sprogroser til godt sproghåndværk

Sprogprisen.dk vil uddele roser til de bedste tekster indenfor tre forskellige kategorier.

25/06 2013

Sprogprisen.dk vil uddele roser til de bedste tekster indenfor tre forskellige kategorier.

Den gode tekst i sociale medier, den letforståelige hjemmesidetekst og det klart kommunikerede brev eller e-mail skal nu roses og bruges som inspiration for andre. Journalist og formand for dommerkomiteen Kurt Strand udtaler:

"Vi uddeler prisen som belønning for godt sproghåndværk. Godt sprog er ikke kunst eller talent, men evnen til at kommunikere ligetil, så alle forstår, hvad der bliver skrevet. Sprogprisen skal også være med til at støtte den naturlige udvikling af sproget, men det er samtidig vigtigt, at der er nogle fælles regler for den måde, vi kommunikerer på. Ellers risikerer vi til sidst, at vi ikke kan forstå hinanden. Jeg ser mange tekster i dag, som er unødigt besværlige, enten fordi de er knudrede, er dårligt skrevet, eller fordi budskabet drukner i en flom af ord."

Prisen uddeles af:
  • Dansk Kommunikationsforening, Dansk Sprognævn, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Forbundet Kommunikation og Sprog, kurtstrand.dk, Modersmål-Selskabet, RetorikMagasinet, sproget.dk og Syntaksis.

Sprogprisen bliver uddelt i følgende tre kategorier:

  • Årets bedste brev eller e-mail
  • Årets bedste hjemmesidetekst
  • Årets bedste tekst i sociale medier

Sidste frist for at indstille kandidater er d. 26. august 2013. Prisen overrækkes på Sprogdagen d. 23. september 2013 kl. 16-19 i Kulturstyrelsens lokaler.