Du er her: Forside Nyheder Sprognævnets nye formand vil have flere sprog på dagsordenen

 

Sprognævnets nye formand vil have flere sprog på dagsordenen

Anne Holmen, professor i parallelsproglighed, vil med sin nye formandspost i Dansk Sprognævn arbejde aktivt for at sikre en mangfoldighed af sprog.

13/06 2017

Anne Holmen, professor i parallelsproglighed, vil med sin nye formandspost i Dansk Sprognævn arbejde aktivt for at sikre en mangfoldighed af sprog.

I et interview med Kristeligt Dagblad den 13. juni 2017 udtaler Dansk Sprognævns nye formand, Anne Holmen, at det aktive arbejde for at sikre en mangfoldighed af sprog skal medvirke til at det engelske sprogs dominans på de videregående uddannelser udfordres.

"Jeg er bekymret over den hovedløse investering i engelsk, som foregår på universiteterne. Der er ingen tvivl om, at der er brug for engelskkompetencer, men ikke brug for den bevidstløse og ensidige fokusering på engelsk uden planlægning af, hvornår det sprog er relevant at undervise og udgive på, som finder sted mange steder", siger Anne Holmen til Kristeligt Dagblad.

Anne Holmen anser det for Dansk Sprognævns opgave, udover de eksisterende opgaver, også at beskæftige sig med emner som mangfoldighed af sprog og plads til minoritetssprog:

"Det er en måde at sikre modersmålet en fremtid på, hvis vi sørger for at varetage en velovervejet parallelsproglighed og en videreudvikling af den akademiske brug af dansk. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at kunne tale om matematik, geografi og litteratur på dansk", siger hun.