Du er her: Forside Nyheder "Så fylder jeg creme i parken"

 

"Så fylder jeg creme i parken"

Københavnernes lange vokaler kan ind i mellem skabe misforståelser. Det pointerer postdoc Nicolai Pharao på Sprogforandringscentrets sprogblog.

03/02 2012

Københavnernes lange vokaler kan ind i mellem skabe misforståelser. Det pointerer postdoc Nicolai Pharao på Sprogforandringscentrets sprogblog.

Nicolai Pharao refererer i sit indlæg til DR-programmet "Det søde liv" hvor Mette Blomsterberg kreerer lækre desserter og kager. Bedst som hun skal til at fylde vaniljecreme i butterdejspakkerne lyder det som om hun "fylder creme i parken". Af sammenhængen er det naturligvis klart at Mette Blomsterberg taler om netop butterdejspakken, men for Nicolai Pharao er den udtale alligevel på én gang almindelig og opsigtsvækkende. Almindelig fordi den udtaleforandring, hvor en vokal der før blev udtalt kort nu bliver lang, er meget velkendt blandt københavnere, men opsigtsvækkende fordi det kan få én til at lyde lidt som en håndværker. Og det var derfor Nicolai Pharao overhovedet bemærkede det: fordi han i en feinschmeckerudsendelse havde forventet noget andet. Men egentlig glædede denne overraskelse ham for så kan man måske få skubbet fordommene til side og i stedet høre efter hvad der bliver sagt.


Disse artikler kunne måske også have interesse