Du er her: Forside Nyheder Regeringens sprogpolitik kritiseres fra flere sider

 

Regeringens sprogpolitik kritiseres fra flere sider

Det møder stærk kritik at regeringen har droppet at indføre en national strategi for fremmedsprog.

31/08 2012

Det møder stærk kritik at regeringen har droppet at indføre en national strategi for fremmedsprog.

Både erhvervslivet og oppositionen kritiserer børne- og undervisningsminister Christine Antorinis beslutning om ikke at indføre en national strategi for fremmedsprog. Det skriver BT.

Den nationale strategi, der består af 42 anbefalinger til hvordan der skabes bedre sammenhæng i sprogundervisningen i det danske uddannelsessystem, blev præsenteret sidste år.

Ifølge strategien er beherskelse af andre fremmedsprog end engelsk nødvendig hvis Danmark vil begå sig på det internationale marked og fastholde eller udvide sin eksport til udlandet. Charlotte Rønhof, der er forskningspolitisk chef i Dansk Industri, er på baggrund heraf uforstående over for regeringens beslutning.

Karen Ellemann og Lykke Friis fra Venstre har kaldt Christine Antorini og uddannelsesminister Morten Østergaard til dobbeltsamråd i Børne- og Undervisningsudvalget og Europaudvalget for at drøfte situationen.

Christine Antorini påpeger at regeringen vil følge nogle af anbefalingerne, på trods af at den ikke vil gennemføre en egentlig strategi.

En nylig undersøgelse foretaget for EU-Kommissionen viser at andelen af danskere som kan begå sig på to eller flere fremmedsprog, er faldet med otte procent fra 2005 til 2012.