Du er her: Forside Nyheder Regeringen afsætter 100 millioner kroner til ny sprogindsats

 

Regeringen afsætter 100 millioner kroner til ny sprogindsats

Den nye sprogstrategi som regeringen lancerer, skal løfte studerende og elevers sprogkundskaber på tværs af hele uddannelsessystemet.

30/11 2017

Den nye sprogstrategi som regeringen lancerer, skal løfte studerende og elevers sprogkundskaber på tværs af hele uddannelsessystemet.

Regeringens nye nationale sprogstrategi skal bidrage til at flere elever og studerende får solide sprogkundskaber, der vil komme både den enkelte, arbejdsmarkedet og samfundet til gode.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind understreger i en pressemeddelelse på ministeriets hjemmeside at europæiske fremmedsprog har afgørende betydning for Danmarks økonomiske og handelsmæssige samarbejder med andre lande. Han uddyber:

"Regeringen vil løfte sprogområdet, så virksomhederne kan få den nødvendige arbejdskraft, og vi også i fremtiden kan deltage i samarbejder med andre lande. Vi lever i en global tidsalder, hvor de store europæiske sprog er vigtige for vores handel og vores kultur. Derfor skal vi tage det alvorligt, når virksomheder skriger efter medarbejdere, der kan flere sprog, og vi mangler sproglærere til at undervise vores børn. Sprogstrategien er første skridt", lyder det fra Søren Pind.

Med sprogstrategien igangsætter regeringen syv nye initiativer. Bl.a. afsættes der 99 millioner kroner til et nationalt center for fremmedsprog, der forankres på begge sider af Storebælt, og der etableres et femårigt friuddannelsesforsøg for læreruddannelsernes fremmedsprogsfag og universiteternes sproguddannelser som skal styrke kvaliteten og tiltrække nye studerende.

Læs alle regeringens syv initiativer på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.

Regeringen afsætter 100 millioner kroner i perioden 2018-2022 til at igangsætte de syv nye initiativer.