Du er her: Forside Nyheder Politiken.dk's læsere vil bevare ordet 'kålhøgen' i det danske sprog

 

Politiken.dk's læsere vil bevare ordet 'kålhøgen' i det danske sprog

Ordet 'kålhøgen' har vundet i Politiken.dk's afstemning om hvilket af 10 døende ord der dårligst kan undværes i det danske sprog.

30/06 2011

Ordet 'kålhøgen' har vundet i Politiken.dk's afstemning om hvilket af 10 døende ord der dårligst kan undværes i det danske sprog.

Ord som 'døgenigt', 'fusentast', 'gebommerlig' og 'sporenstregs' er alle eksempler på gamle ord som ikke længere bruges så meget, og dermed er de så småt på vej ud i udkanten af det danske sprog. Lige nu sidder en række sprogforskere på Dansk Sprognævn og bestemmer hvilke ord der skal med i den nye udgave af Retskrivningsordbogen, som udkommer i 2012, og hvilke der ikke længere er tidssvarende.

Politiken.dk har netop afholdt en afstemning hvor omkring 8.800 læsere har givet deres bud på hvilket ord de nødigst vil undvære i det danske sprog. Ordet 'kålhøgen' er løbet med sejren tæt efterfulgt af 'fusentast' og 'døgenigt'.

Den store interesse for de gode gamle ord har overrasket Jørgen Nørby Jensen, der er redaktør på Retskrivningsordbogen. Han udtaler til Politiken: "Det har været ganske overraskende at se, hvor stor interesse der er for de gamle, lidt slidte ord. Måske hænger det sammen med, at mange af dem har en god klang. Ikke mindst 'kålhøgen', der betyder at være indbildsk og høj i hatten. Det er et glimrende ord."