Du er her: Forside Nyheder Ordblinde børn kæmper også med sociale problemer

 

Ordblinde børn kæmper også med sociale problemer

Norsk forskning viser at mange ordblinde børn har adfærdsmæssige problemer og kæmper med angst, depression og andre sociale problemer. Det skriver folkeskolen.dk.

27/02 2012

Norsk forskning viser at mange ordblinde børn har adfærdsmæssige problemer og kæmper med angst, depression og andre sociale problemer. Det skriver folkeskolen.dk.

De psykiske og adfærdsmæssige problemer som mange ordblinde børn døjer med, kan have lige så stor betydning for deres liv som deres ordblindhed. Lektor Anne Elizabeth Dahle har i forbindelse med sin ph.d. ved læsecentret på universitetet i Stavanger undersøgt forholdet mellem svær ordblindhed og adfærd blandt 70 børn mellem otte og seksten år. Både børnene og deres forældre fortalte om langt flere tilfælde af fysiske og psykiske lidelser end det var tilfældet i kontrolgruppen, gruppen med børn uden ordblindhed.

Ni af de halvfjerds børn fra gruppen med svær ordblindhed havde haft selvmordstanker, mens et barn reelt havde forsøgt at begå selvmord.

En af konklusionerne på undersøgelsen er, siger Anne Elizabeth Dahle, at de adfærdsmæssige problemer desværre ikke forsvinder ved 'bare' at forbedre børnenes læse- og skrivefærdigheder. Det er nødvendigt også at fokusere særskilt på de adfærdsmæssige problemer.