Du er her: Forside Nyheder Nyt sprogprogram tager temperaturen på det danske sprog

 

Nyt sprogprogram tager temperaturen på det danske sprog

Seks programmer med Niels Hausgaard og Per Vers i hovedrollerne undersøger hvordan det står til med modersmålet.

10/09 2015

Seks programmer med Niels Hausgaard og Per Vers i hovedrollerne undersøger hvordan det står til med modersmålet.

DR K's nye programserie i seks afsnit, "Hausgaard og Vers – rejsende i dansk", følger de to sprogkyndige showmænd rundt i Danmark. Her støder de på sprogentusiaster, sprogforskere og helt almindelige danskere som giver dem et indblik i hvordan det står til med sproget. Seriens formål er at finde frem til danskernes holdning og forhold til sproget, samt at undersøge sprogets aktuelle tilstand  lever det i kaos eller i bedste velgående?

I august havde "Sprogquizzen" premiere på DR K, og dermed er begge programmer en del af DR K's nye tiltag hvor en række programmer henover efteråret sætter fokus på det danske sprog.  

"Vi synes, det er vigtigt at sætte fokus på, hvorfor vi bruger sproget, som vi gør, og give seerne nye indsigter og perspektiver, der nuancerer billedet af, hvordan vores sprog udvikler sig, og hvorfor sproget er så afgørende for, hvordan vi bliver opfattet af andre," fortæller Thore Vonsek, redaktør på DR K.

Første afsnit af "Hausgaard og Vers – rejsende i dansk" handler om hastighed og sjusk og kan ses torsdag d. 10. september klokken 20.30 på DR K.