Du er her: Forside Nyheder Nyt redskab til læsning af middelaldertekster

 

Nyt redskab til læsning af middelaldertekster

Nyt tiltag fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab gør det lettere at læse og forstå ældre danske tekster.

22/11 2012

Nyt tiltag fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab gør det lettere at læse og forstå ældre danske tekster.

En millionbevilling fra Velux Fonden betyder at det fremover vil blive lettere at læse middelaldertekster, der ellers ofte er lige så vanskelige at læse som tekster skrevet på et fremmedsprog. Det skriver Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL) i en pressemeddelelse.

Bevillingen gør det muligt for DSL at sammenkoble centrale danske middelaldertekster med såvel ordbogen over periodens danske sprog, Gammeldansk Ordbog, som de store ordbøger over senere tiders dansk, Ordbog over det danske Sprog og Den Danske Ordbog.

Dette betyder at man i fremtiden vil kunne finde forklaringer på middelalderteksterne, ord for ord.

Målet er at styrke interessen for middelalderens sprog og litteratur. En af projektets redaktører, dr.phil. Marita Akhøj Nielsen, påpeger at der med den generøse bevilling stilles endnu et effektivt redskab til rådighed for forskningen – samtidig med at det gøres muligt at formidle middelalderens rige litteratur til en bred offentlighed.