Du er her: Forside Nyheder Nyt forskningsprojekt skal finde det danske sprog i Argentina og USA

 

Nyt forskningsprojekt skal finde det danske sprog i Argentina og USA

Forskningsprojektet "Danske stemmer i USA og Argentina" har fået næsten 12 millioner kroner til at undersøge hvordan dansk tales blandt efterkommere af udvandrere i USA og Argentina.

11/06 2014

Forskningsprojektet "Danske stemmer i USA og Argentina" har fået næsten 12 millioner kroner til at undersøge hvordan dansk tales blandt efterkommere af udvandrere i USA og Argentina.

I Sverige og Norge er der forsket meget i hvordan svensk og norsk har udviklet sig i udlandet, men en sådan forskning har der ikke været tradition for i Danmark. Det bliver der gjort noget ved nu. Fem forskere fra Sprogforandringscentret ved Københavns Universitet skal i de næste 4 år forske i det dansk der tales af udvandrere i USA og Argentina, det såkaldte amerikadansk og argentinadansk.

Og det er i sidste øjeblik, mener leder af det nye forskningsprojekt, Karoline Kühl. Det er nemlig ikke længere nogen selvfølge at dansk bliver videregivet til de nye generationer, i hvert fald ikke i Argentina. Selvom det skønnes at der i dag er ca. 50.000 danske efterkommere i Argentina, er det mest de ældre der stadig taler dansk, da de unge er begyndt at fravælge det til fordel for spansk.

Forskningsprojektet Danske stemmer i USA og Argentina er støttet af A.P. Møller-fonden, Carlsbergfondet og Københavns Universitet.