Du er her: Forside Nyheder NyS 41 er udkommet

 

NyS 41 er udkommet

NyS 41 er det andet NyS-bind fra 2011. Det handler om grammatik, sprogholdninger, retskrivning og sprogpsykologi.

22/12 2011

NyS 41 er det andet NyS-bind fra 2011. Det handler om grammatik, sprogholdninger, retskrivning og sprogpsykologi.

NyS 41 indeholder tre artikler og en anmeldelse der fylder mere end en almindelig NyS-artikel. Der er faktisk tale om fire anmeldelser i én. Det værk der har krævet en sådan forøgelse af omfang og anmeldere, er naturligvis Grammatik over det Danske Sprog, skrevet af professor emeritus Erik Hansen og professor Lars Heltoft.

Professor Christer Platzack (Lunds Universitet), anmelder bind I, Indledning og oversigt, lektor Rita Therkelsen (Roskilde Universitet) anmelder bind II, Syntaktiske og semantiske helheder, mens indholdet af bind III, Sætningen og dens konstruktion, er blevet fordelt sådan at pensioneret docent Lisbeth Falster Jakobsen (Københavns Universitet) tager sig af de dele der har med konstruktioner og semantiske roller at gøre (kapitel XI-XIV), og professor John Ole Askedal (Universitetet i Oslo) skriver om topologien (kapitel XV-XIX).

Artikler

Inden anmeldelserne bringer NyS 41 tre artikler der repræsenterer nogle meget forskelligartede områder af sprogvidenskaben, nemlig sprogpsykologi, ortografisk variationslingvistik og sprogholdningsforskning.

  • Christina Fogtmann Fosgerau: Mentaliseringsteori og interaktionsanalyse. Integreation af sprog og psykologi.
  • Margrethe Heidemann Andersen og Philip Diderichsen: Sjældne og sære sammensætninger.
  • Liva Hyttel-Sørensen: Dårligt fra start. En undersøgelse af børns sprogholdninger med fokus på den multiple lineære regressionsanalyse som redskab til at identificere signifikante forskelle.
Læs mere på NyS' hjemmeside. Her finder du forordet (pdf) og de engelsk abstracts (pdf).