Du er her: Forside Nyheder Københavnerne har magten over det danske sprog

 

Københavnerne har magten over det danske sprog

En undersøgelse foretaget af Sprogforandringscentret på Københavns Universitet viser at hovedstaden er centrum for stort set alle sproglige forandringer.

08/02 2013

En undersøgelse foretaget af Sprogforandringscentret på Københavns Universitet viser at hovedstaden er centrum for stort set alle sproglige forandringer.

Politiken.dk fortæller i artiklen "Københavnerne har magten over det danske sprog" om en undersøgelse foretaget af 4 forskere fra Sprogforandringscentret på Københavns Universitet. Undersøgelsen, som offentliggøres i Journal of Sociolinguistics, viser at sproglige forandringer i dansk næsten altid starter i København og breder sig derfra til resten af landet.

Ifølge forskerne skyldes dette bl.a. at København er det eneste centrum i Danmark: "Det er altid sådan, tingene spreder sig fra storbyerne. Men i lande som Storbritannien og USA har man flere store byer, der konkurrerer med hinanden. I Danmark ser det ikke ud til, at hverken Aarhus eller Odense kan konkurrere med København", fortæller Torben Juul Jensen.

Men der er også en ideologisk grund, nemlig at vi i Danmark er meget optaget af at tale ens, og at københavnsk generelt vurderes som den bedste dialekt: "(...) der viser sig et helt entydigt mønster i hele landet, at dem, der taler københavnsk, bliver vurderet højest på alle parametre. Vi mener, at det er de holdninger, der gør, at sprogudviklingen i København spreder sig til hele landet«, fortsætter Torben Juul Jensen.


Disse artikler kunne måske også have interesse