Du er her: Forside Nyheder Kan babyer kommunikere via tegnsprog?

 

Kan babyer kommunikere via tegnsprog?

Babytegnsprog er et nyere fænomen blandt nybagte forældre der gerne vil kommunikere med deres baby længe før den har fået sprog. Men er det overhovedet en god idé? Videnskab.dk undersøger sagen.

15/05 2012

Babytegnsprog er et nyere fænomen blandt nybagte forældre der gerne vil kommunikere med deres baby længe før den har fået sprog. Men er det overhovedet en god idé? Videnskab.dk undersøger sagen.

Hvad viser forskningen egentlig om fænomenet 'babytegnsprog', eller 'babysigning' som det også kaldes? Er det dokumenteret at babytegn til hørende børn øger barnets kommunikative evner og kan der eventuelt være nogle negative konsekvenser ved at lære sin baby tegnsprog?

Spørg Videnskaben på videnskab.dk forsøger at finde svar på ovenstående spørgsmål. De kontakter Elisabeth Engberg-Pedersen der forsker i børnesprog og dansk tegnsprog på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet. Hun kender godt fænomenet, men 'babytegn', som Engberg-Pedersen mener det bør hedde da tegnene er for simple til at kunne sidestilles med tegnsprog, er ikke noget nogen i Danmark har forsket i. Pointen er dog som Engberg-Pedersen fremhæver at give forældrene og deres børn et fælles sprog der er nemmere at tyde end babyers til tider helt uforståelige pludren.

Selvom der er foretaget kritiske amerikanske studier af hvorvidt babytegn hæmmer børns sproglige udvikling, mener Engberg-Pedersen ikke der er grund til bekymring. Det amerikanske studie viser nemlig snarere at det har en gavnlig effekt på børns sproglige udvikling. Engberg-Pedersen fremhæver dog at hun personligt ikke tror det hverken hæmmer eller fremmer et barns lydopfattelse.