Du er her: Forside Nyheder Evolutionsbiologiens principper anvendt til sprogforskning

 

Evolutionsbiologiens principper anvendt til sprogforskning

Forskere mener at kunne levere nye beviser for eksistensen af eurasiatisk.

03/06 2013

Forskere mener at kunne levere nye beviser for eksistensen af eurasiatisk.

Evolutionsteoretikeren Mark Pagel fra University of Reading hævder at alle sprog i Europa og Asien har oprindelse i et fællessprog fra det sydlige Europa. Det skriver Ingeniøren.

Mark Pagel har brugt teknikker der svarer til den metode evolutionsbiologer bruger når de fastlægger slægtskabet mellem mennesker og aber, men i stedet for dna bruger han kognater. Disse kognater er ord på forskellige sprog, der har fælles oprindelse i samme ord i et ursprog. Mark Pagel har sammen med tre andre forskere udviklet en statistisk model for kognater, med udgangspunkt i den foreliggende viden om at lyde ændrer sig regelmæssigt over tid. Denne model gør det muligt at følge sproglig forandring endnu længere tilbage i tiden end de ca. 9.000 år det hidtil har været muligt.

I en artikel i Proceedings of the National Academy of Sciences har forskerne nu påvist at en kernegruppe af 23 meget almindelige ord går igen i alle sprog i Europa og Asien, og de konkluderer på baggrund heraf at alle nuværende europæiske og asiatiske sprog har oprindelse i et sprog der eksisterede for 14.450 år siden. Dette sprog omtaler forskerne som eurasiatisk. Ifølge forskerne var opsplitningen i de syv nuværende sprogfamilier, heriblandt den indoeuropæiske, tilendebragt for ca. 10.000 år siden.