Du er her: Forside Nyheder Er Pippis far sydhavskonge?

 

Er Pippis far sydhavskonge?

Gør politisk korrekt sprogbrug overhovedet nogen forskel?

10/10 2013

Gør politisk korrekt sprogbrug overhovedet nogen forskel?

I artiklen "Handicappet og neger – ændrer ord vores tankegang og samfund?" fokuserer etik.dk på politisk korrekt sprogbrug.

Som eksempler nævnes at norsk stats-tv NRK tilbage i 2006 omdøbte Pippi Langstrømpes far fra negerkonge til sydhavskonge, at den korrekte betegnelse i Danmark for det der tidligere hed skraldemand nu er renovationsarbejder, og at det ifølge Dansk Handicap Forbund ikke hedder de handicappede, men mennesker med handicap.

Bent Preisler, der er professor emeritus ved Roskilde Universitet, påpeger at det stadig står til diskussion hvorvidt brugen af politisk korrekte ord rent faktisk har nogen indvirkning på vores opfattelse af et givet emne.

Ifølge Sapir-Whorf-hypotesen fra begyndelsen af det 20. århundrede er vores tankegang formet og bestemt af sproget. Bent Preisler fortæller at hypotesen har haft stor indflydelse op igennem det 20. århundrede, men at ingen rigtig tror på den længere. Han understreger i den forbindelse at politisk korrekt sprogbrug nødvendigvis må følges op af handling for at gøre en forskel.