Du er her: Forside Nyheder Bibelen oversat til tegnsprog

 

Bibelen oversat til tegnsprog

Søndag d. 3. februar 2013 blev den nye tegnbibel taget i brug.

05/02 2013

Søndag d. 3. februar 2013 blev den nye tegnbibel taget i brug.

En ny, autoriseret oversættelse af bibelske og liturgiske tekster blev søndag d. 3. februar taget i brug. Det skriver Bibelselskabets generalsekretær, Morten Thomsen Højsgaard, i en kronik i Kristeligt Dagblad.

I Bibelen findes bl.a. citaterne: "Den, der har ører at høre med, skal høre" samt "Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med". Disse citater henvender sig ikke så overbevisende til døve, der netop sanser og opfatter gennem synet og ikke ørerne. Derfor er de ovenstående citater i den nye udgave oversat til "Den, der har evnen til at opfatte, skal se" samt "Hvad hjertet er fuldt af, løber hænderne over med".

Projektet har været i gang i mere end 10 år og er med til at højne dansk tegnsprogs status som modersmål for døve i Danmark.

Hele Lukasevangeliet er nu oversat til dansk tegnsprog, og det samme gør sig gældende for alle folkekirkens ritualer samt de bibelske tekster der er en fast del af kirkeårets højmesser.

Teksterne er ikke oversat fra den autoriserede danske bibel, men fra de originale grundtekster.