Du er her: Forside Nyheder "Kalve lever i skiver" og "Bamse boller med fuldkorn"

 

"Kalve lever i skiver" og "Bamse boller med fuldkorn"

På dr.dk forbereder sprogkonsulent Line Pedersen sig på at kampen mod de alt for mange mellemrum nok er tabt, mens Ove Nørhave i Nordjyske Stiftstidende underholder med humoristiske eksempler på den udbredte fejl.

24/09 2013

På dr.dk forbereder sprogkonsulent Line Pedersen sig på at kampen mod de alt for mange mellemrum nok er tabt, mens Ove Nørhave i Nordjyske Stiftstidende underholder med humoristiske eksempler på den udbredte fejl.

Problemet omkring sær- og sammenskrivning er et af de retskrivningsproblemer som for alvor kan få sindene i kog og sprogdebattørerne op i det røde felt. For det er fx ikke helt ligegyldigt om man snakker om tyveknægte eller tyve knægte, lammefrikadeller eller lamme frikadeller, barmedarbejder eller bar medarbejder; og heller ikke om man – som man kunne se det i en af vores større dagligvarebutikker – skriver Kalvelever i skiver eller Kalve lever i skiver.

Som Line Pedersen skriver i artiklen "Mere (mellem)rummelighed i sproget" på dr.dk, findes fejlene overalt i bybilledet: "Byen er btw plastret til med både gamle og nye eksempler: FOR ALMEEN SIKKERHEDEN står der på Københavns Arresthus fra 1800-tallet. Succes menu står det på adskillige menukort på Vesterbrogade. Ungpige mode bebuder en aldrende reklame på Gl. Kongevej. Reparations værksted reklamerer cykelhandleren med."

Line Pedersen argumenterer i artiklen for mere sproglig tolerance overfor de berygtede mellemrum: "sprog er til for, at vi kan forstå hinanden, dele viden, dele erfaring – og ikke for, at vi skal slå hinanden oveni hovedet med det."

I Nordjyske Stiftstidende giver Ove Nørhave i artiklen "Mellemrum – eller mellem rum?" (22. september 2013) en række sjove eksempler på fejlagtige særskrivninger hentet fra facebookgruppen "Bekæmp malplacerede ordmellemrum". Her finder man alt fra kort betaling til klamme pistoler, en bly kugle og frø snapper. Og i den mere lumre afdeling: Marie boller, bedstemor boller og klassikeren fra Kohberg: Bamse boller med fuldkorn.


Disse artikler kunne måske også have interesse