Du er her: Forside Leg og lær Ordmuseum Gamle fagudtryk Kurvemagersprog

 

Kurvemagersprog

Ordene på denne side optræder i Ordbog over det danske Sprog (1918-56) med den redaktionelle forkortelse (kurv.), der angiver at ordet har været brugt indenfor kurvemagerfaget.
Ordene på denne side optræder i Ordbog over det danske Sprog (1918-56) med den redaktionelle forkortelse (kurv.), der angiver at ordet har været brugt indenfor kurvemagerfaget.
Klik på ordet og se opslaget i Ordbog over det danske Sprog.
Bankejærn et. [II.1.1] (kurv.) redskab til at drive isletten fast med under fletningen. Haandgern.188.
Bundpind en. [I.1.1] (kurv.) en af de pinde, hvorover bunden flettes i en kurv olgn. Haandgern. 177.
Bøjejærn et. [III.1] (kurv.) redskab til at bøje tykt træ med. D&H.
Bøjetræ et. [III.1] (kurv.) planke m. huller i til bøjning af tykke grene. D&H.
Gestel et. [ge'sdæl(')] (fra ty. gestell; besl. m. Stel, Stald; teknikhjul) som overs. af ty. gestell: vAph.(1764). nu især (kurv.) om stel til kurvemøbel: OrdbS. hertil Gestel-arbejde (kurvemøbelarbejde. Lundb.), -arbejder (arbejder, der laver kurvemøbler (men ikke kurve). OrdbS.). || (nu næppe br.) ramme ell. stel til en sav; savstilling. Brænde-Save med Gestal (fejl for Gestel?). MR.1823.271.
Kimme en. ['kem] (ogs. Kim. VSO. OrdbS.(Falster)). flt. -r. (sv. kim; fra mnt. kimm(e), fremstaaende kant, jf. ty. kimme, eng. chimb, chime; sml. II. kimme samt Kim(m)ing) 1) (nu kun dial.) den rand paa en tønde, kar olgn., som fremkommer ved, at staverne rager et stykke ud over bunden. Moth.K104. VSO. Ordb S.(Falster). || om skure i staverne, hvori tøndens bund sættes fast; krøsning. D&H. 2) (kurv.) tyk fletning (af mindst 3 vidier), der danner (fremstaaende) kant paa kurvemagerarbejde. D&H.
kimme v. ['kem] (til I. Kimme) 1) (nu næppe br.) udføre bødkerarbejde; spec. (bødk.): lave skure i tøndestaver til fastgøring af bunden; krøse. Moth.K104. D&H. 2) (kurv.) flette ell. forsyne med kimme (I.2). Lundb. D&H.
Klemmer en. (jf. ty. klemmer; til II. klemme 1.1; fagl.) person (jf. Hjerteklemmer) ell. ting, der klemmer; spec. (kurv.) om tanglignende redskab, som anvendes ved afbarkningen af kviste. OpfB.1VII.389.
Pudse-kniv en. spec. dels (jf. -jærn; garv.) om skarp kniv til afskæring af fremspringende grundhaar (som bliver tilbage efter strygningen). JFBergs.G.34.329. dels (kurv.) om kniv, hvormed fremstikkende spidser i kurvefletningen afskæres. Lundb.
Rangel en (ell. et; se u. Benrangel). ['rAan[ng]'()l] (Rangle ['rAan[ng]l] i bet. 1: Pont.L. 164. i bet. 3.1: Lundb. i bet. 3.2: Feilb.). flt. rangler ['rAan[ng](')lr] (ænyd. d. s. (bet. 1), no. (dial.) rang(e)l (n.), mager person, benrad; til rangle i bet.: vokse højt (tyndt) i vejret (se ranglet) ell. bevæge sig (svajende) frem og tilbage olgn. (se III. rangle); jf. II. Rangel) 1) (især dial.) noget ranglet; noget, der (dinglende, svajende) rager højt op. Feilb. || især (jf. Ben-, Langrangel) om lang, tynd (opløben, ranglet) person. Moth. R29. VSO. MDL. en Kapellan . . en lang Rangle med et underlig klamt Ansigt. Pont. L.164. Egeberg.Det først fornødne.(1902).71. Florian.Br.51. Feilb. OrdbS.(Fyn). 2) (især dial. ell. fagl.) noget langt og smalt; fx. langt, smalt hus (Feilb.), lang række (vold) af tørv (til tørring) (smst.III.78(u. rongel)). || smal strimmel af skov. Strimler eller Rangler af Skov. Forordn. 18/4 1781.§12.5. (forstvæsenet plantede) beskyttende “Rangel” nærmest Steengjærdet (i Tisvilde hegn). BerlTid. 13/9 1892.Aft.1.sp.6. 3) (rimeligvis) til III. rangle 2.
3.1) (kurv.) (bord-, stoleben med) bevikling af tyk fletning. Lundb. Cit.1929.(OrdbS.).
3.2) (dial.) redskab til at sno tyndt reb paa. Feilb.(u. 1. rangle).
Rørskinne en. [1.2] (kurv.) udkløvet ell. -spaltet stykke bambusrør olgn. til rørfletning. Hannover.Tekstil. I.147.
Skinnehøvl en. 1) [3] redskab, brugt til slibning af skinner. OrdbS. 2) [4] (kurv.) d. s. s. Kurvehøvl. Haandgern.172.
Slettegang en. (jf. II. slette 1.1, III. slet 1.1 samt Sligtegang; kurv.) ved fletning af vidjekurve: (fletning, der bestaar af) en række af (sideløbende, vandrette) vidjer, som flettes ind ml. opstanderne, saaledes at man stadig lader hver ny vidjes tykke(ste) ende begynde et mellemrum længere tilbage end den underliggende, indtil der er lagt en vidjeende mod hver af opstanderne kurven rundt. Haandgern.186.
sligte v. ['sligd] (ogs. (m. ty. form) schlichte. se u. bet. 1.3). vbs. -ning (s. d.). (fra ty. schlichten, afl. af ty. schlecht (se III. slet); jf. II. slette; sml. Slikpensel) 1) gøre glat, jævn; fx. i flg. anv.:
1.1) (teknikhjul, foræld.) overstryge (en støbeform) indvendig med en blanding (“sligtning”), der skal hindre, at godset bliver sandbrændt; paaføre formpudder. MilTeknO.
1.2) (garv.) m. h. t. huder. jf. Sligte-klinge, -maane (d. s. s. Sletteklinge, Sletmaane). UfF.
1.3) (kurv.) lave slettegang. schlichte: Lundb. jf. Sligtgang (d. s. s. Slettegang. Schlicht-: smst.). 2) kors billedl.; m. h. t. uenighed, strid olgn.: bilægge; udjævne. (kaptajnen) skal stræbe at vedligeholde Eenighed, at sligte Stridigheder. SøkrigsA.(1752).§212.
Smalhøvl en. (jf. Smaller; kurv.) høvl, der anvendes til at gøre “schenerne” (se I. Skinne 3.1) flade. Hannover.Tekstil.I.146.
Smaller en. (Smalrer. Lundb.). flt. -e. (efter ty. schmaler, til ty. schmalen, se smalle; sml. Smalhøvl; kurv.) redskab, hvormed “schenerne” bearbejdes paa siderne, saa de bliver lige brede. OpfB.1VII.389.
Spalter en. flt. -e. (fagl.) redskab ell. apparat, hvormed noget spaltes (jf. Halmspalter); fx. (kurv.) om redskab, hvormed pilevidjer olgn. kløves for at bruges til kurvemagerarbejde; kløver (II.2). Værkt.77. || (arkæol.) stenalderredskab med skarp æg, der er dannet af en flække ell. (jf. Skivespalter) en tyk skive. SophMüll.VO.31.33.
Spandstok en. (ogs. Span-. se ndf.). (fra ty. spannstock; jf. Spand- 2) 1) (væv.) om del af væv; dels d. s. s. -stabel. UfF. || dels (foræld.): “Det Redskab, hvormed man sætter Garnbommen i Bevægelse.” VSO. 2) (kurv.) stok, der spændes over bøjler (fx. i stolesæder) for at holde dem i den rigtige stilling. Lundb. D&H. 3) (jf. III. spande 2) teknikhjul lille ambolt, anv. af blikkenslagere. Span-: D&H. jf. Larsen.
stavet adj. ['sda·vt] (til I. Stav 2.3; jf. gestæb(el)t; kurv.) om kurvearbejde: bestaaende af lodrette staver med enkelte vandrette fletningsforbindelser. OrdbS.
Tryktang en. spec. (kurv.): tang med langt, fladt bid, hvormed stifter trykkes ind. Lundb.
Tyndhøvl en. (kurv.) en til kurvemagerarbejde brugt høvl, hvis skærestaal ligger vandret ell. lidt skraat. Hannover.Tekstil.I.146.