Du er her: Forside Leg og lær Ordmuseum Gamle fagudtryk Garversprog

 

Garversprog

Ordene på denne side optræder i Ordbog over det danske Sprog (1918-56) med den redaktionelle forkortelse (garv.), der angiver at ordet har været brugt indenfor garverfaget.
Ordene på denne side optræder i Ordbog over det danske Sprog (1918-56) med den redaktionelle forkortelse (garv.), der angiver at ordet har været brugt indenfor garverfaget.
Klik på ordet og se opslaget i Ordbog over det danske Sprog.
afkøde v. -ede. (garv., nu næppe br.) fjerne alle køddele fra (en hud). en dobbelt sammenlagt allerede afkiøddet Huud. JFBergsøe. Garverens Haandværk.I.(1810). 134.
angarve v. ['an'gAr'v] -ede. vbs. -ning. (efter ty. angerben; garv., nu l. br.) give en første garvning; forgarve. de for Kalken daarlig rensede Stykker (dvs.: af huder) (blev) mørke, fik en skjør Narv og angarvedes slet. NordiskGarvertidende. 4/5 1889. smst. 6/4 1889.
Barkekar et. [II.1.1] (garv.) stort kar, hvori huder nedlægges for at garves (jf. Barkgrube). Moth. B59. VSO. MO.
Barkelud en. [II.1.1] (garv.) MO.
Barkgrube en. (garv.; jf. Barkekar). Barkgruben er . . et eller flere i Jorden nedgravne Træe-Kar, i hvilke Huderne blive lagte lagviis med Bark. Funke.(1801).I.584.
Barkkule en. (garv.; jf. -grube). NicHolm.GA.37.
Barklud en. (garv.) d. s. MO. (jf. Barkerlud. vAph.(1764). samt Barkelud).
kors Benling en. flt. -er. (ænyd. d. s.; fra nt. beenlink ell. ty. beinling, af bein, knogle; garv.) den del af en dyrehud, som har siddet lige over en knogle. (skindene blev) afkrængede hele med “Benlegender” og Klør. Cit.1740.(JySaml.II.73). VSO.
Bløse en. ['blø·s] flt. -r. (fra ty. blösse, af bloss, bar, se II. blot)1) (sj.) blottelse. Nu falder Schawlet lidt ned og giver en lille Bløsze.Kierk.VI.67.2) (garv.) afhaaret hud. Sal.XII.48.
Borkniv en. [II.3.1, 3] (Stød-. VSO. Haandgern.125).1) (garv.) skavejærn (2), hvormed (over)læderet renses paa kødsiden. JFBergs.G.36. VSO.2) (bødk.) bødkerredskab, der ligner en rund baandkniv med lige skaft. Haandgern.125.
Bry en. [bry?] (Bryd. NordiskGarvertidende. 6/4 1889). (fra ty. brühe, jf. ænyd. bry, suppe; garv.) garvestofopløsning; garvebad. Sal.XII.49. Ingeniøren.1897.264. Brydmaaleren eller Barkometeret er det eneste . . Redskab, hvormed man er i Stand til at skaffe sig Oplysning om en Bryds Værdi.NordiskGarvertidende. 1/6 1889.
kors brønde v. -ede. (afl. af Brønd 3.2; garv.) lægge (huder) i kalkvandsbad i en dertil indrettet grube ell. “brønd.” Hallager. 150.
Brøndkule en.1) [1.2] (nu næppe br.) om dyb sænkning, hvori der findes en mineralsk kilde. en yderst møisommelig Sneglevei op igiennem den østlige Krog af Brøndkulen (i Pyrmont).Bagges.DV.VIII.403.2) [3.2] kors (garv.) brøndformet grube til behandling af huder og skind (jf. brønde). derefter blive Skindene brøndede i Brøndkulen. Hallager.150.
dollere v. [dω le?r] -ede. vbs. -ing (Opf B.2II.324). (fra fr. doler, lat. dolare, tilhugge; garv.) rense garvede huder for ujævnheder paa kødsiden. Skind, som ere meget beskadigede . . slibes (“dolleres”) med Pimpsten paa Kjødsiden.VBøgh.Garveriet.(1896).223. Sal.2VI.291. || hertil: Dolleremaskiner. VBøgh.Garveriet.(1896). 223.
kors Drivkar et. (jf. ty. treibbutte, -fass samt ty. treiben, lægge huder i “farve”; garv.) kar, hvori huder lægges i garverlud; bedekar. VSO.I.268.
Falsebuk en. [4] (garv.) buk, hvorpaa læderet lægges under falsningen. OpfB.1VI.417.
forgarve v. [V.2.1] (garv.) give en første garvning (jf. angarve). OrdbS.
gar adj. og (i bet. 2) adv. [ga?r; i bet. 2 ogs. gAr] (fra ty. gar, men opr. fælles-germansk ord: æda. gørst, bedst, run. ga(u)ruan (akk. m.), gers (gen.), gjort, dygtig, oldn. gorr, gl. part. adj. til gøre; jf. gare, garve, saagar)1) (som adj., især som præd. og ofte ubøjet) om beskaffenheden af et gennemarbejdet ell. færdigt behandlet raastof ell. arbejdsstykke.
1.1) teknikhjul om uædle metaller: ren; ublandet (mods. raa). Funke. (1801).III.390. ved en ny Omsmeltning i Flammeovn . . gjøres Kobberet “gart” dvs.: befries for de ledsagende Metaller. Wagn.Tekn.9. smst.356. || overf., om smelteovnens gang, naar den er tilpas, saa metallet bliver “gar”. Beskikningen (af malm) betinger . . Raajærnets Natur, idet en Ovn, naar den er i normal “gar” Gang, altid producerer samme Slags Jærn. smst.339. Sal.2XIII.34. ogs. om glasovn, naar glasset har naaet den rigtige temperatur til blæsning: OrdbS.
1.2) (garv.) om hud: helt gennemgarvet. Kalvskindet blev fuldkommen gar eller afgarvet i en Tid af sex Dage. HCLund.Samler.II.(1804).201. gøre Huderne færdige (“gare”). Sal.XII.49.2) (som adv.) til at betegne en stigning ell. forstærkning i udtrykket.
2.1) (vulg., lidt gldgs.) d. s. s. endog 2.1. Udi 3 Dage eller jeg troer gar 4 Dage, nej det var kun 3 Dage. Holb.GW.IV.9. *Folk (gaar) | Med ordentlige, smukke Klæder paa; | Og Nogle er gar pyntet fra Top til Taa. Oehl. SH.17. Maden blev der da ikke sparet paa. Hun havde jo gar Kogekone til Hjælp. Bergstrøm.M.4.
2.2) (dial.) foran nægtelse: aldeles, slet (ikke). Feilb.
Garverjærn et. (garv.) redskab til afskrabning af huder olgn. vAph.(1759). S&B.
Grubegarvning en. [I.1.1] (garv.) garvning, som foregaar i (bark)gruber. Sal.XII.49.
Hvidgarver en. (garv.) arbejder, der udfører hvidgarvning. AndNx.PE.III.354.
Hvidgarveri et. (garv.) hvidgarvning (mods. Barkgarveri). Funke. (1801).I.591. D&H.
haare v. ['hå·r] -ede. vbs. (i bet. 3) -ing. (jf. sv. håra, eng. hair, ty. haaren; afl. af II. Haar)1) kors faa (blive beklædt med) haar. Moth.H88.2) (især fagl. ell. dial.) om dyr ell. (især) pelsværk og skind: tabe haar (jf. II. fælde 1.2). VSO. Dette Foerværk haarer stærkt. Levin. Bjørne- eller Ræveskind (er) slemme til at haare. VortHj.II3. 158. Feilb. hunden maa ikke komme ind i stuen, den haarer saa meget (haarer alting til) dobbeltbrudt streg || haare af, (nu næppe br.) d. s. Moth.H88. VSO.3) (jf. Haaremaskine; garv.) befri (skind ell. huder) for haar (uld); afhaare. haare Skindene. OrdbS. ogs.: haare Ulden af Skindene. smst.
Haaremaskine en. (garv.) maskine til at afhaare skind med. BerlTid. 8/3 1919.M.16.sp.2.
haarlos adj. [1.1] (garv.). Huderne blive (liggende) i Kalkene, indtil de ere “haarlosse”, dvs.: indtil Haarene lade sig løsne ved Tryk med Fingeren. OpfB.1VI. 412.
Haarrem en. (jf. sv. hårrem, no. hårre(i)m; garv., nu næppe br.) haarsiden paa huder; narvside. Moth.H86. MO. D&H.
indkalke v. [4.3] [-'kal'g] (garv.) udsætte (huder) for paavirkning af kalk (for at løsne haarene m. m.) ved at anbringe dem i kalkmælk, i en kalkgrube olgn. Til at indkalke (røite) Kalve- Faare- og Bukkeskindene . . udfordres en eneste Grube (dvs.: kalkgrube). JFBergs.G.681.
Kalkbad et. (Kalke-. JFBergs.G. 131). (garv.; jf. I. Kalk 3) kalkmælk til garvning. VSO. MO. jf. II. død 2.10: De tilstrækkelig udblødte Huder lægges først i det døde Kalkbad, det vil sige i gammelt Kalkvand, som allerede har tabt sin Ild. JFBergs.G.131.
Kalkblød en. (garv.) om (anbringelse af huder i) kalkbad. At lægge Skind i Kalkblød. MO.
Kalkgrav en. (fagl. ell. nu især dial.).1) sted (grav), hvor der brydes kalk (jf. -grube). Moth.K21. VSO. Feilb.2) kalkkule (1). VSO. MO. Feilb.3) (garv.; nu næppe br.) et i jorden gravet hul, hvori huder kalkes (jf. -bad, -grøft, -kar, -kule 2). VSO.
Kalkgrøft en. (garv.; nu næppe br.) kalkgrav (3). VSO.
Kalkkar et. (Kalke-. JFBergs.G.22). spec. (garv.) om et til kalkning af huder anvendt kar (jf. I. Kalk 3) ell. (tidligere) en stensat grav i jorden (jf. -bad, -grav 2, -grøft). Moth.K21. Kalkekarrene . . maae være nedgravede i Jorden. JFBergs. G.22. VSO.
kors Kalkkniv en. (garv.) en slags kniv, hvormed garverne skraber fedt og kød af huderne; skavejærn. Kalkekniv. VSO.
Kalkkrog en. (jf. -tang; garv.) stang m. en stump krog til at opfiske huderne med efter kalkningen. OrdbS.
kors Kalkkrykke en. (Kalke-. JFBergs.G.28.294). (fra ty. kalckkrücke; garv.) jærnstang, hvormed kalken omrøres i kalkbadet. vAph.(1764). VSO.
Kalkrive en. (garv.; nu næppe br.) redskab til at hugge kalken løs med i tønderne. Kalkerive. JFBergs.G.34. VSO.
Kalktang en. (Kalke-. JFBergs. G.28). (jf. -krog; garv.) tang, hvormed huderne lægges i ell. tages op af kalkbadet olgn. JFBergs.G.239. VSO. e. br.
kernig ell. kærnig adj. ['karni(G)] (fra ty. kernig; til I. Kerne; nu næppe br.) kernefuld. Moth.K434. || spec. (garv., jf. u. I. Kerne 3.3) om hud: som har faste, stærke fibre. JFBergs.G.4.
koldgarvet part. adj. (ogs. -gar; jf. gar 1.2). [II.1.3] (garv.; nu næppe br.) om læder: garvet i kold barklud VSO. MO. jf.: Kold garlæder. JFBergs. G.311.
krispe v. ['kresb] -ede. (vel gennem ty. (jf. mht. krispen, holl. kerspen, eng. crisp) fra fr. crisper, rynke, kruse; af lat. crispare, til crispus, krøllet; jf. krisple) frembringe striber i (noget). Moth.K348. VSO. || nu især (garv.) d. s. s. krisple. Sal.2XIV.684.
krisple v. ['kresbl] -ede. vbs. -ing (VSO.). (fra ty. krispeln, holl. krispelen, jf. krispe; garv.) opkruse narven (ved at bøje læderet med narven indad og forskyde den derved dannede fold parallelt med sig selv). Man krispler Kiødsiden (af en hud) fra Halen til Hovedet og paa tværs. JFBergs.G.356. Larsen. Sal.2XIV.684.
Kromgarvning en. (især garv.) garvning, hvortil der anvendes kromsalte. VareL.2451. OpfB.4III.405.
Kromlæder et. (især garv. ell. sko.) kromgarvet læder. Haandv.59. VareL.2451.
Kronlæder et. [1.2] (garv.) navn paa en slags læder, der fremstilles ved en kombination af hvidgarvning og semsgarvning. Sal.2XVI.214.
krusblank adj. (garv.) d. s. s. -narvet. JFBergs.G.441.
Krusebræt et. (garv.) d. s. s. Krispelbræt. OpfB.1VI.418.
køde v. (kødde. JFBergs.G.36.138. VSO.). ['kø·ð, 'køð] -ede. (til Kød 1.1; jf. afkøde; garv., nu næppe br.) fjerne alle køddele fra (en hud). Man søger . . at tage det overflødige Kiød og de unyttige Dele af Huderne bort, hvilket kaldes at kiødde Huderne. JFBergs.G.138. smst.36. VSO. MO.
Kødejærn et. (til køde; jf. -kniv; garv., nu næppe br.) alenlangt, knivformet redskab, hvormed kød- og fedtrester fjernedes fra huder. MO. Kiøddejernene. JF Bergs.G.28.
Kødekniv en. (garv., nu næppe br.) d. s. MO. Kiøddeknivene. JFBergs. G.28.
Køder en. (til køde; garv., nu næppe br.) person (garversvend), der foretog afkødningen af huderne. Kiødder. VSO.
Kødside en.1) (garv.) den side af hud, skind ell. læder, der har vendt indad mod kødet (modsat narvsiden, haarsiden). Moth.K446. JFBergs.G.15. et Huus . . betrukket med Hvalros-Hud; Kjødsiden vendte ud. HCAnd.V.190. Magasinerede Sager af almindeligt Læder . . indfedtes baade paa Narvsiden og paa Kødsiden. Munderingsvæsenet i Fredstid.(1908).43. Hage.4906.2) kors om kvindekønnet, spindesiden. Moth.K446. Langebek.Lex.K118a.
Kødspalt en. (garv.) den del af spaltet læder ell. hud (spalt), der udgøres af læderets (hudens) kødside (modsat narvspalt og midtspalt). VareL.2713. Sal.2XXI.988.
logarve v. (til III. Lo; garv.) garve (sværere) huder ved at nedlægge dem i gruber i en opløsning af bark ell. andre garvestoffer (jf. hvidgarve), der giver læderet en rødbrun farve; rødgarve; barkgarve. S&B. || især som vbs. og i perf. part. brugt som adj. Rød eller Lohgarvningen. Sal.XII.49. Hage.4906.
Logarver en. (ænyd. lowgarber; garv.) arbejder, der udfører logarvning. And Nx.PE.III.355.
Læderbom en. (jf. -buk; garv.; nu næppe br.) en paa fire fødder hvilende bjælke, hvorpaa garverne lægger huderne, naar de er taget op af vand- ell. farvekarrene. JFBergs.G.505. VSO.
Læderbuk en. (garv.; nu næppe br.) d. s. s. -bom. JFBergs.G.28. VSO.
Lædertover en. (alm. skrevet -touger). (fra (m)nt. leddertauer; garv., nu næppe br.) haandværker, der tover (det garvede) læder (giver det en efterbehandling med udvaskning, barkning olgn. for at gøre det glat og jævnt). Hallager.81. JFBergs.G.223. VSO. MDL. MO. jf.: (N. N. har) drevet Lædertougeri. Skr. 11/12 1855.
Midtspalt en. (garv.) den spalt, der, naar læderet spaltes med to snit, fremkommer som det ml. kød- og narvspalt liggende lag. Sal.2 XXI.988.
mineralgarve v. (garv. ell. sko.) behandle ved mineralgarvning; især i forb. mineralgarvet læder, minerallæder. Sal.XII.49.
Mineralgarvning en. (især garv.) garvning med uorganiske stoffer (alun-, krom-, jærngarvning; mods. vegetabilsk garvning). Haandv.59. Hage.4906.
Minerallæder et. (garv.) mineralgarvet læder. OpfB.2II.322.
narve v. ['nArv; 'na·rv] -ede. (fra ty. narben; jf. narvet samt narvsætte; garv.) frem bringe kunstig narv (1) paa læder. VSO. MO. D&H.
Narvejærn et. (garv.) jærn til at narve med. CollO. D&H.
narvet adj. ['nArvt, 'na·rvt; som sidste led af ssgr. -'nAr(')vt, -'na·(')rvt] (til Narv (ell. II. narve); garv., sko.) som har tydelig (ell. smuk) narv (1). Tougerne (bereder) langt mere narvet Læder . . end glattet Læder. JFBergs.G.361. VSO. Det Narvede Pergament, som bruges til Bind om Bøger. Hallager.150. || især som sidste led i ssgr.: som har en narv, overflade, af en særlig (ved første led angivet) art. se krus-, kryds-, lang-narvet. jf.: (skildpaddens hud var) kornnarvet som Kardevan.vAph.Nath.VII.265.
Oliegarvning en. (garv.) garvning v. hj. af olie (fx. tran). OrdbS.
Opstikker en. til opstikke (ell. stikke op); især i flg. anv.:1) om person.
1.1) (fagl. ell. dial.) til opstikke 1: person, som hjælper tækkemanden med at sy (ved at stikke naalen op gennem taget). Moth.S818. HPHansen.TrangeKaar. (1932).16. Feilb.
1.2) (jf. Opstikkerske) kors til opstikke 4: person, som forfærdiger modepynt. VSO.2) (garv., foræld.) til opstikke 1: stang med en kløft i enden, der bruges til at hænge huderne op med til tørring og til at tage dem ned med efter tørringen. JFBergs.G.35. OrdbS.
opsvelle v. [1.2] [-svæl'] -ede. vbs. -(n)ing (s. d.). (sv. uppsvälla; i bet. 1.2 vist efter nt. upschwillen, ty. aufschwellen; jf. -svullen, -svulle; nu næppe br.)1) d. s. s. -svulme 1.
1.1) i al alm. Lede-Moderne . . opsveller ved de Fugtigheder, der ere i Fermentationen. LTid.1725.298.
1.2) (garv.) om hud, der lægges i kalkvand, i syreopløsning olgn.: svulme op; svelle (op). Saasnart nu Huderne . . ere opsvellede . . saa ere de skikkede til at giennemtrænges af Garvestoffet. JFBergs. G.145.2) d. s. s. -svulme 2. den allerhøyeste (del af strandbredden), hvilken Søen aldrig naae, i hvor høyt dend end opsveller. LTid.1726.302.
Opsvelling en. (ogs. -svældning). [-'svæl'(n)en] flt. -er. (nu næppe br.) vbs. til -svelle || til -svelle 1.1. Patienten var en Jomfrue . . som holdt denne tiltagende Opsvelling geheim. LTid.1724. 574. || konkr.: hvad der er opsvulmet; opsvulmet parti; opsvulmning. Forstoppelser og forhærdede Opsvældninger i Underlivets kirtelagttige Dele. HZetlitz.Huus- og Bonde-Raad.(1789).55. || (garv.) til -svelle 1.2. Hudernes Opsvelling. JFBergs.G.139.
Pibebark en. [I.2] (garv.) garvebark, som faas af grenene af gamle egetræer. VareL.3772.
platblank adj. (jf. -jærn 2, -læder; garv.) om læder: som er glattet og ikke har kunstig (kruset) narv (mods. krusblank). JFBergs.G.441.
Platjærn et.1) (jf. sv. plattjärn; nu næppe br.) d. s. s. Fladjærn. De kgl. Laugs-Artikler til 1730.I.135. VSO.2) (jf. -kugle, -slikkert; garv.; nu næppe br.) redskab til at glatte læder med. JFBergs.G.31.408.
Platkugle en. (jf. ty. plattstosskugel; garv., nu næppe br.) d. s. s. -jærn 2. JFBergs.G.31.
Platslikkert en. (jf. -jærn 2, -kugle; garv.) et i et stykke træ (haandgreb) indfattet metalblad til at glatte læder med (støde det plat (III.1.1)). VBøgh.Garveriet.(1896). 173.
Platstødning en. (garv.) se u. III. plat 1.1.
Pudsejærn et. (jf. -staal og Polerjærn). Amberg. || spec. (garv., dial.): pudsekniv. OrdbS. Pudse-kas se, en.1) (især sværd) kasse til opbevaring af (en soldats) pudsesager. Rist.S.244. Nat Tid. 23/1 1905.Middag.3.sp.3.2) (soldat.) militærstøvle. DSt.1918.54.
Pudsekniv en. spec. dels (jf. -jærn; garv.) om skarp kniv til afskæring af fremspringende grundhaar (som bliver tilbage efter strygningen). JFBergs.G.34.329. dels (kurv.) om kniv, hvormed fremstikkende spidser i kurvefletningen afskæres. Lundb.
Pyr en. [py?r] (sv. (dial.) pyr, m., kar til pyring (Rietz.174); fra eng. pure, hundegødning til garvning, af eng. pure, v., se I. pyre; garv.) blanding af forsk. organiske stoffer (dyreekskrementer, klid, surdej) ell. (nu især) et særligt præparat, hvormed man afkalker og blødgør huderne efter afhaaringen. Meyer.5 VBøgh. Garveriet.(1896).175. Sal.2XVI.212.
pyre v. ['py·r] -ede. vbs. -ing (Sal.2 XVI.213. jf. Pyringsmiddel. smst.). (sv. (dial.) pyra (Rietz.174); fra eng. pure, rense med hundegødning, lægge i pyr (egl.: rense, af oldfr. purer, lat. purare, til purus, se III. pur); jf. I. pure, I. Pyr; garv.) behandle med pyr. VBøgh.Garveriet.(1896). 124.177. Sal.2XVI.213.
Pyrfarve en. [I] (jf. I. Farve 2.1 beg.; garv.) om (kar med opløst) pyr. VBøgh.Garveriet.(1896).177.
Pyrkar et. [I] (garv.). OrdbS.(bornh.,jy.).
Rundfarve en. [1.2] (ty. rundfarbe; betegnelsen, fordi opløsningen hældtes i runde kar; garv., foræld.) garvestofopløsning (bry), hvori kalveskind behandles (“drives”) efter kalkningen (2.2). JFBergs.G.338.
Rygstrimmel en. spec. [4.2] (garv.) om en (1 fod bred) strimmel af ryggen af en hud. JFBergs.G.146 (se u. Kernelæder).
Rækkebom en. [III.1.2] (jf. sv. dial. räkke-bol, -stol i lign. anv.; garv., foræld.) “et redskab, hvori skind settes, nâr de udstryges”. Moth.R61. VSO.
Rækkebænk en. [III.1.2] (ty., nt. reck(e)bank (bet. 1-2); jf. ænyd. reckerbænk i bet. 1)1) (jf. u. III. række 5.6 samt Strækkebænk; nu kun arkais.) pinebænk. Moth.R61. dreie Skruerne om paa Rækkebænken. CBernh.III.231. smst.V.298.2) (garv., foræld.) bænk, hvorpaa man rækker huder. JFBergs.G.466.
Rækker en. flt. -e. til III. række; især (jf. ogs. Maanerækker) i flg. anv.:1) (jf. Rækkebænk 2; garv., foræld.) til III. række 1.2: redskab, der brugtes ved strækning af læder; vistnok spec. om rækkespade. JFBergs. G.348.2) (jf. Oprækker; landbr., dial.) til III. række 2.2: person, som ved høstarbejde rækker høet, kornet osv. op paa vognen (hæsset, stænget osv.). Skattegraveren.1884.II.171. FrGrundtv.LK.249.
Rækkeramme en. [III.1.2] spec. (jf. -træ 2 osv. samt Rækker 1; garv.) om bjælke (anbragt i mandshøjde paa to knægte), til hvilken den ene kant af en hud fastgjordes, naar den skulde rækkes; se nærmere Aarb Præstø.1931.93.
Rækkespade en. [III.1.2] (ogs. Ræk-. OrdbS.). (jf. -nagle; garv., næsten foræld.) redskab (bestaaende af en halvmaaneformet kniv paa et krykkelignende skaft), hvormed man under rækningen skraber og jævner huden. JFBergs.G.31. AarbPræstø.1931.94.
Rækketræ et.1) [I.1] (nu næppe i rigsspr.) om (hver af) de enkelte stolper ell. planker i et rækværk, stakit ell. plankeværk. Moth.R60. Cit.1715.(Vider.III.140). VSO.V.R18. Feilb.2) [III.1.2] (garv., foræld.) træredskab til rækning af læder. VSO. MO.
Rækning en. flt. (i bet. (2-)3) -er. vbs. til III. række; især i flg. anv.:1) (især fagl.) til III. række 1(2). vAph.(1764).532. || (teknikhjul, nu l. br.) m. h. t. metal. Brünnich. M.253. PhysBibl.XIX.190. || (garv., sko.) m. h. t. huder ell. læder. Skomagb.31.2) til III. række 2. MO. næsten kun i ssg. Haandsrækning.3) til III. række 4.2; næsten kun (sværd) m. h. t. skyts: rækkevidde (2). Harboe.MarO. Fra . . Sandvigs Batterie giordes nu og da et enkelt Skud som for at prøve Rækningen. HBDhlp.I.41. Hensigten med den dobbelte Raket er at erholde en længere Brændetid og derved større Rækning. Bardenfl.Søm.I.284. endelig rækning, se endelig 1.4.
rødgarve v. vbs. -ning, jf. Rødgarveri (Funke.(1801).I. 583. Mohr&Nissen.Ty.-da.Ordbog.II.(1904). 437). (jf. -barke; garv.; især i perf. part. ell. som vbs.) bark-, logarve. De rødgarvede Lædersorter ere de varigste. OpfB.2II.314. || som vbs. VareL.(1807).II.174. OpfB.4III.403.
Rødgarver en. (garv.) person (arbejder), der er beskæftiget med rødgarvning. S&B. Bl&T.
Skavebom en. (ogs. Skav-. VareL.(1807).II. 173. VSO. jf. D&H. – sj. skrevet Skabe-. OpfB.1VI.410). (fra ty. schabebaum; jf. -bræt, -buk; garv.) indretning (bestaaende af et aflangt, halvrundt træstykke (en bom) og et kryds ell. to ben til understøtning af bommens ene ende, medens den anden ende hviler paa gulvet), hvorpaa skindene anbringes, naar de skal skaves (befries for haar, kød olgn.); hest (3.4). JFBergs.G.28. MO.
Skavebræt et. (fra ty. schabebrett; garv., foræld.) d. s. vAph.(1764). jf.: Skavbret . . Et glathøvlet Bret, hvorpaa Noget lægges, medens det skaves. VSO.
Skavebuk en. (ogs. Skav-. Amberg. JFBergs.G.28. VSO. jf. D&H.). (fra ty. schabebock; garv.) d. s. vAph.(1764). MO. Kaper.5
Skavejærn et. (ogs. (nu især i bet. 1 og 3) Skav-. se ndf. – sj. skrevet Skabe-. OpfB.1 VI.410). (ænyd. skaffue-, skavjern; fra ty. schab(e)eisen; jf. -klinge, -kniv; fagl.)1) redskab af jærn til at skrabe med; skrabejærn. vAph.(1764). MO. Skav-: Moth.S259. Fag OSnedk.2) (jf. u. -kniv; garv.) knivlignende redskab, hvormed garveren skraber fedt, kødtrævler, (tidligere ogs.:) haar olgn. af huder. PhysBibl.VI.46. JFBergs.G.29. OpfB.1 VI.410.412. Skav-: VareL.(1807).II.173. VSO.3) (jf. -klinge; snedk., nu l. br.) tyndt staalblad, hvis kanter forsynes med en grat, og hvormed (høvlede) træflader skrabes glatte; sikling. Skav-: Amberg. AMikkelsen.Sløjdlære.(1894).273. Haandgern.27. jf. D&H.
Skavekniv en. (ogs. Skav-. se ndf.). (ænyd. skaffuekniff; jf. -jærn, -klinge) kniv (knivlignende redskab) til at skave med. MO. jf. D&H. || spec.: dels (garv., nu næppe br.) d. s. s. -jærn 2. vAph.(1764). JFBergs.G.28.29. Skav-: Amberg. VSO. jf.: Skàu-knif . . Er et skomager redskab at skaue lær med. Moth.S259. dels (jf. -pind, -stikke; pott., især foræld.): redskab af jærn, hvormed (indersiden af) jydepotter glattes (inden brændingen). Skav(e)-: MylErich.Den jydskeHede.(1903).112. JCChristensen.Fra minBarndom.(1925).45. jf. Feilb. dels (dial.): redskab til at pudse ydersiden af træsko af med. Feilb.
Skavelap en. (garv., nu næppe br.) et slags læderforklæde, hvormed garveren beskytter sig mod fugtighed, naar han skaver. JFBergs.G. 27. Skav-: VSO.
Skavemaskine en. (garv.) maskine til at skave huder med. BerlTid. 8/3 1919.M.16. sp.2.
Skrabebom en. (garv.) skavebom. Bl&T.
Skrabekniv en. (ænyd. d. s.; jf. -jærn samt Skavekniv; især fagl.) kniv til at skrabe med. VSO. D&H. jf. Feilb. (u. skrabejærn). om raderkniv: Moth.S341. om redskab anv. af skemagere: DF.1932.62f. || (garv.) skavejærn (2), -kniv. KMich.HE.51. D&H.
Skrubbesten en. (garv., foræld.) sten, hvormed narven paa huderne jævnes, glattes. JFBergs.G. 443.
Sletjærn et. (fagl.) spec. (jf. -maane og Sletteklinge; garv.) om et redskab (jærn) til at glatte huder med. Moth.S486. VSO. UfF. Slette-: vAph.(1764).616.
Sletmaane en. (ty. schlichtmond; jf. -jærn, Sletteklinge samt Sligtemaane (u. sligte 2.2); garv.) stor, skarpkantet jærnskive (med et hul i midten til at gribe fat i) til glatning af huder. JFBergs. G.29.32. VSO.
Sletramme en. (ty. schlichtrahm(en); garv.) træindretning til at udspænde huderne paa under sletningen. JFBergs.G.32.
Slettang en. (ty. schlichtzange; garv.) tang til udspænding af huderne (i sletrammen) under behandlingen. JFBergs.G.33.
Sletteklinge en. [II.1.1] (ty. schlichtklinge; jf. Slet-jærn, -maane; garv.) skarpt redskab til at glatte huder med. Cit. 1800. (CNyrop. Haandv. 53).
Slikkert en. ['slegrd] flt. -er. (efter nt. slicker, afl. af slick, fugtighed (se II. Slik), ell. af slicken, glatte (besl. m. ty. schleichen, se slege); garv.) redskab til glatning af læder (skavejærn, sikling olgn.). CollO. D&H. jf. Platslikkert.
Smørekvast en. (nu næppe br.) kvast til at smøre noget paa med; især (garv.) om redskab til at indgnide læder i talg, indsmøre huder i jærnsværte olgn. JFBergs.G.35.441.
Smørestok en. (garv., nu næppe br.) redskab, bestaaende af en klud paa en stang, brugt til oversmøring af huder med kalk. JFBergs.G.34.
Smørestue en. (garv., nu næppe br.) lokale i et garveri, hvor huderne indsmøres med birkeolie olgn. JFBergs.G.465.
snitfri adj. [2.2] (sml. snittet; garv.) om hud, læder: som ikke har snit(ter). VareL.2319.
snittet adj. (afl. af II. Snit; fagl.) som har snit (af en ell. anden form); fx. (garv., slagt.) til II. Snit 2.1 slutn., om hud: som bærer mærker af slagtekniven; fuld af snitter (mods. snitfri). VareL.2319. || til II. Snit 2.2, om bog; jf. guldsnittet (u. Guldsnit).
Spaltemaskine en. [II.2] spec. (jf. I. Spalt 2; garv.): maskine til spaltning af læder. Hag.VII.141. BerlTid. 6/3 1919.M.16. sp.2.
Spædeskind et. (til spæd 1.2 ell. forkortet af Spædekalveskind; især garv.) skind af spædekalv. PolitiE. Kosterbl. 29/9 1924.3.sp.2. Statstidende. 12/4 1941. 1.sp.3.
stolle v. ['sdω l] -ede. vbs. -ning (VBøgh.Garveriet.(1896).223. VareL.4537). (fra ty. stollen, afl. af ty. stolle (se I. Stolle), i bet.: cirkelrund skive (kniv), anv. af garvere (ved stolning); garv.) strække (række) og blødgøre garvet læder (ved at trække det over æggen af en cirkelformet kniv). VBøgh.Garveriet.(1896).223.
Strygebom en.1) [III.1.3] (garv.) skavebom. JFBergs.G.28.2) [III.9] (væv.) en mellem brystbommen og tøjbommen anbragt bom, hvorimod det færdige væv glider og strammes; strøgbom. UfF. jf. Amberg.
Strygekniv en. [III.1.3] (jf. -jærn 3; garv.) en slags skavekniv, hvormed kalken stryges ud af hudens overhud. JFBergs.G.29.
Strygelap en.1) [III.1.5] (garv.) lille stykke haardtgarvet læder, hvorpaa garveren skærper sine knive under skavningen. OrdbS.2) [III.2.2] (vet.) tykt stykke tøj, som lægges om koden paa heste, der stryger sig. Feltart.VII.A.33.
Strækbænk en. (jf. Rækkebænk; garv.) bænk, hvorpaa man strækker huder. OrdbS. Strække-: JFBergs.G.466.
Strækjærn et. navnlig:1) (jf. Strækker 2.2; garv.) mindre glittejærn. OrdbS. Strække-: CollO. OpfB.1VI. 417.2) rørlæggerværktøj, hvormed man strækker pakgarnet i muffen ved samling af støbte rør; strækmejsel. OrdbS.
Strøbark en. (jf. -kar; garv.) bark, der strøs paa huderne ved grubegarvning. Skomagerbogen.(1923).24.
Strøkar et. (jf. -bark; garv.) rundt, i jorden nedsænket trækar, hvori huderne nedlægges bestrøede med bark (ved grubegarvning). JFBergs.G.145. Skomagerbogen. (1923).22.
Surbad et. (jf. -bry, -grube; garv.) bad, hvis vædske er gjort sur (IV.1.2). JFBergs.G.209.
Surbry en. (jf. -bad; garv.) vædske, fremstillet ved udludning af den brugte bark fra grubegarvning. Skomagerbogen. (1923).22.
Surgrube en. (jf. -bad, -bry; garv.) grube m. syreholdig bejdse; sur grube (se u. IV. sur 1.2). JFBergs.G.210.
Svedekasse en. (jf. -kiste).1) kasse ell. rum, hvori nogen ell. noget kan bringes til at svede.
1.1) afdeling ell. rum i badstue, badeanstalt olgn., hvor man kan faa svedebad; nu især (spøg.) om dampbadeanstalt. vAph.(1764).
1.2) (fagl.) rum ell. kasse, hvori noget bringes til at svede (3.1); dels (skibsbygn., snedk.): varmekasse, hvori træ gøres bøjeligt. OpfB.1II.464. TeknLeks.I. 516. || dels (garv.): kasse, hvori huder lægges til svedning. OpfB.1VI.412.2) (dagl.) overf., om sted, hvor man sveder; fx. (jf. I. Kasse 3.3) om seng: Det nyAarh.III,2.405.sp.1. man er krøbet i Svedekassen. CHans.F.75. || (jf. I. Kasse 3.2) om køretøj (jærnbanevogn). *Nye Lyntog – ikke mer | gamle Svedekasser. BerlTid. 28/5 1938.M.30.sp.4. || om (gammel) bygning, snævert rum, hvor man let faar det varmt. PNJørg.S.38. (vi) skal gøre “Skizzeprøve” (paa akademiet); vi bliver lukkede ind i en Svedekasse hver især. LTuxen.En MalersArbejde.(1928).233. || (jf. II. svede 2.3; jarg.) fængsel; kachot. *de fulde Folk han brang i Svedekassen. Rantzau. D.Nr.44. DagNyh. 19/8 1929.7.sp.4.
Svedekiste en. d. s. s. -kasse 1.2; dels skibsbygn., snedk.: JPaludan.Møen. II.(1824).121. TeknLeks.I.516. || dels garv.: JFBergs.G.314.
Svedestue en. (ænyd. svedstu(v)e; jf. -rum)1) (nu sj.) badstue; ogs.: rum, hvor svedekur gives (VSO.). Moth.S948. D&H.2) [II.3] d. s. s. -rum 2; fx. (garv.) i garveri: JFBergs.G.195.
Saalehud en. (til I. Saal 2; garv.) hud, der tilberedes til saalelæder. JFBergs.G.318.
Tovbord et. (til III. tove; garv.) bord til tovning af læder. JFBergs.G.30.
tove v. ['tω u] (alm. skrevet touge). -ede. vbs. -ning (JFBergs.G.25. VareL.4537). (fra (m)nt. holl. touwen, egl.: forfærdige, gøre i stand; besl. m. II. To; garv.) færdigberede (garvet læder) ved udvaskning, bankning, indsmøring med fedtstof, falsning olgn. (jf. CNyrop.Haandv.240). Moth.T133. Touge . . den eene Huud til en Blank-Læders Huud. Chr.VI'sLaugs-Articler.(1748).5. JFBergs.G. 22. rødgarvet Læder, der er fremstillet af Kødspalt, og som kan være touget færdig paa forskellig Maade. VareL.4790. jf.: Tougningsstue. JFBergs.G.32.
Tover en. (alm. skrevet Touger). flt. -e. (garv., foræld.) til III. tove: person, der tover; lædertover. vAph.Nath.VII.658. Garverens og Tougerens Haandværk. JFBergs. (bogtitel.1810). jf. CNyrop.Haandv.240.
Tovstue en. (til III. tove; garv.) lokale, hvor tovning af læder finder sted. Ugeskr.fRetsv.1897.1130. Skomagerbogen.(1923).26.
Valkebræt et. bræt anvendt ved valkning.1) (jf. Strømpebræt) valkefjæl. Rostgaard.Lex.V12b. Wors. OE.298. Fr Grundtv.LK.131. Den lille Plæne . . er nyslaaet og rillet som et Valkebræt. Raae.TT.200.2) (garv.) krispelbræt. UfF.
Valkesko en. spec. (jf. -handske; garv.): sko, som garverne bærer, naar de valker læderet ved stampning. S&B.
varmgar adj. (mnt. warmgar; jf. gar 1.2 og koldgarvet; garv., nu næppe br.) om læder: garvet i varm (1.3) barklud. varmgar Læder. JFBergs.G.311.
Vaskebejdse en. [I.2] (garv.) bejdse til udvaskning af huder. JFBergs.G.603.
Vækslæder et. (jf. u. vækse 1; garv., nu næppe br.) læder, som er garvet med anvendelse af voks; ogs. om fint forarbejdet læder, hvortil der er anvendt tælle; vokslæder. Amberg.598. JFBergs.G.386.
Ølbejdse en. (garv.) en af mask fremstillet bejdse (anv. til garvning). JFBergs.G.215.