Du er her: Forside Leg og lær Grammatik for dummies

 

Grammatik for dummies

Følg Thomas Skovs forsøg på at lære grammatik ... og lær selv med
I generationer har vi kæmpet med at placere krydset og bollen, for ikke at tale om trekanten og — når bølgerne gik højt — firkanten. Og for mange er grammatik det rene volapyk.

Grammatik for dummies, cover

Mange er lidt famlende over for beskrivelsen af den danske grammatik. De taler et fuldstændig flydende dansk, men da de fik undervisning i subjekt (grundled) og objekt (genstands- og hensynsled), substantiver (navneord) og verber (udsagnsord), var de måske ikke så opmærksomme som de i dag ville ønske de havde været.

Fordelene ved at kende til selve grammatikken og de grammatiske ord og begreber er flere:

  1. Man kan bedre udnytte og forstå den hjælp som er tilgængelig om fx retskrivningsspørgsmål.
  2. Når man vil lære et fremmedsprog, kan man gå i gang med det nye sprogs grammatik – uden først at skulle lære sit eget sprogs.
  3. Når man vil sætte korrekte kommaer, er sætningsanalyse en forudsætning.

Indholdet i videoerne

I de små videoer Grammatik for dummies kan man sammen med Thomas Skov lære mere om følgende emner (Gå til de enkelte videoer ved at klikke på billederne):

Ordklasser
Subjekt
Verballed
Objekt
Ordforråd
Udtale
Om Grammatik for dummies
  • Målet er at de 6 videoer vil være med til at udvide danskernes grammatiske terminologi samt deres forståelse for sætningsopbygning m.m. Derudover håber vi at videoerne kan være med til at perspektivere grammatikken til fremmedsprog (der gives eksempler fra forskellige europæiske sprog og fra den afrikanske sprogfamilie khoisan). Dermed får man fx en idé om hvor ufleksibel en ordstilling vi har på dansk. Dette giver nemlig en god forståelse af hvordan det danske sprog er opbygget, og hvordan vi bruger denne viden som et springbræt til at kunne lære og forstå andre sprog.
  • Videoerne er produceret af Studieskolen i samarbejde med produktionsselskabet Labelfilm og sproget.dk. 
  • Thomas Skov er bl.a. kendt fra Thomas Skovs sportsprogram 2.0, Høflighed på 100 dage og Det nye Talkshow med Anders Lund Madsen.