Klimamærke
I England har regeringen etableret nonprofitfirmaet Carbon Trust Footprint. De tilmeldte virksomheder forpligter sig til at nedsætte CO2-udledningen i deres produktion. Til gengæld får de et klimamærke, som viser forbrugeren en række informationer om hvor klimavenlige virksomhedens produkter er fra vugge til grav.
Klimamærker i Danmark
Andelsgruppen FDB har meldt ud at de gerne vil arbejde frem mod et lignende dansk mærke.
I Sønderborg og Københavns kommune har de allerede lavet deres egne mærker. Problemet med i hvert fald det københavnske mærke er mangel på kontrol. Butikkerne forpligter sig – men ingen ved om de overholder det! (Læs hele artiklen fra MetroXpress).
Der er ikke udsigt til et nyt samlet klimamærke i Danmark
Der er argumenter for og imod et samlet klimamærke.
P.t. har vi i Danmark 2 miljømærker; det europæiske blomstermærke og det nordiske svanemærke. De garanterer begge
- at produktet er blandt de mindst miljøbelastende inden for sin kategori
- at der er taget hensyn til din sundhed
- at kvaliteten er god.
Både den danske fødevareindustri og Forbrugerrådet taler imod et klimamærke (læs artiklen på klimaupdate). Miljømærkning Danmark vurderer at de eksisterende mærker fungerer godt. Argumenterne handler om at forbrugerne ikke skal have endnu et mærke at forholde sig til, og det er kompliceret at udvælge hvad der er mest miljørigtigt. Man kan fx være i tvivl om hvad miljømærkningen skal rettes mod – produktionen, bedre kvalitet frem for brug og smid væk-produkter eller hvad?
Et andet argument imod et klimamærke er at det vil kræve gennemgribende, tidskrævende og kostbare undersøgelser af produktets vej fra start til nedbrydning, hvis man skulle indføre et mærke i stil med det engelske Carbon Trust Footprint. Læs mere på Berlingske.dk.

